Fragtfri levering i Europa
|
5 års garanti
|
FSC®-certificeret
Fragtfri levering i Europa
5 års garanti
FSC®-certificeret
Form & Refine vokser og søger en selvstændig ny kollega til at overtage ansvaret for salget på E-commerce. Din rolle vil have særligt fokus på alle bestående e-commerce forhandlere i Europa, men du vil også være involveret i den videre udbygning af nye e-commerce forhandlere, primært i Europa og Asien. Hvis du søger et stort ansvar for egne opgaver, trives i opsøgende kundekontakt og nyder at skabe nye muligheder, har vi måske den perfekte mulighed for dig.
Form & Refine er en ung, visionær designvirksomhed i rivende udvikling med mange ambitioner for fremtiden. I foråret 2019 lancerede vi vores første kollektion, der omfatter et bredt udvalg af møbler og tekstiler, alt grundlagt på bæredygtige og socialansvarlige værdier. Form & Refine’s produkter distribueres globalt, og vi arbejder også med kontrakt projekter over hele verden. Vi er et selektivt og udvalgt brand – der har gode kommercielle produkter, med en vision om at ændrer måden folk forbruger på.
Vi udgør et lille, dedikeret team med betydelig erfaring indenfor designbranchen med et kontor i Ry og et kontor i München. Vi værdsætter tillid og frihed under ansvar, har det sjovt på arbejdet, har høje ambitioner og udfordrer, hjælper samt løfter hinanden. Vi vægter et sundt arbejdsmiljø, med balance til privatlivet.
Fuldtidsstilling
Din rolle bliver at styrke og udvide samarbejdet med vores B2B onlineforhandlere og sikre, at vi som virksomhed tager næste skridt i vores digitale vækstrejse.
Du vil i dagligdagen forestå kontakten til netværket af gode e-commerce forhandlere, og gennem en salgsorienteret dialog sikre, at Form & Refine er en foretrukne samarbejdspartner.
Du vil aktivt identificere og onboarde nye stærke onlinepartnere.
Du vil sammen med Form & Refines marketingteam være med til at eksekvere salgskampagner, produktlanceringer, marketingaktiviteter og special editions målrettet slutkunder via forhandlernes e-commerce platforme.
Koordinering af vedligeholdelse og indholdsopdatering på Form & Refines hjemmeside i tæt samarbejde med marketingteamet
Du vil også være med at arrangere en god tilstedeværelse med bl.a. brandwall udstillinger i deres udvalgte showrooms.
Vi foretrækker, at du har din base på vores kontor i Ry, men du vil også have kundebesøg og rejseaktivitet som en naturlig del af jobbet.
Det er vigtigt, at du har lyst til at være en del af vores vækstrejse og trives i et nært arbejdsmiljø. Du har gåpåmod, et godt overblik og kan arbejde systematisk og analytisk.
Du har måske kendskab til designbranchen og en del erfaring at trække på fra en lignende stilling indenfor high-end salg. Vi forventer, at du aktivt bringer brandet i spil ved at påtage dig brandambassadør- og værtsrollen – hvad enten det er på kundebesøg, events eller ved messer.
Vi forventer, at du:
– Har et stærkt opsøgende salgstalent og samtidig er god til at pleje relationer til eksisterende samarbejdspartnere.
– Er godt bekendt med e-commerce og kan være en værdifuld samarbejdspartner for nogle af Europas stærkeste webshops.
– Har en høj kommerciel forståelse. Med et analytisk mindset formår du at analysere data og omsætte indsigter til kommercielle muligheder.
– Arbejder struktureret og detaljeorienteret med opfølgning og håndtering i CRM.
– Evner at lede og styre projekter fra start til slut.
– Er flydende i dansk og engelsk – både skriftligt og mundtligt.
– Er selvstændig og servicemindet og nyder det kick, som salg og kundekontakt giver.
– Går den ekstra mil for at sikre den højeste kvalitet i dit arbejde og videreudviklingen af Form & Refine.
– Et nært arbejdsmiljø i et mindre team. Vi vægter godt kollegaskab og god stemning i teamet, og vi er gode til at hjælpe hinanden.
– En arbejdsplads, der prioriterer balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Vi tror på, at det bedste arbejdsliv skabes ved at tage hensyn til privatlivet og tilbyde fleksibilitet, der tilpasses dine behov.
– En alsidig og spændende hverdag med entreprenør ånd, hvor der ikke behøver at være langt fra en ide til eksekvering.
– Du får mulighed for at forme din egen rolle indenfor salg hvad angår strategi, initiativer og med stor frihed under ansvar.
– Direkte reference til vores Adm. Direktør med muligheder for at udvikle sin egen sektor.
– Løn efter aftale, og med mulighed for provisionstillæg.
Form & Refine er et dansk design-brand, der vægter materialer, formgivning og bæredygtighed ligeligt. Ved nøje at vælge rendyrkede materialer fra vores klode og få disse forarbejdet på traditionel vis i de respektive hjemlande, skaber vi kollektioner af nordisk design, der forfines, som årene går.
Vi tror på bæredygtighed. Ved at vælge materialer, der bearbejdes af geografisk nære virksomheder, reducerer vi vores CO₂-aftryk. Vi tror også på social indvirkning og på at bevare håndværkstraditioner ved at samarbejde med kooperativer og mindre værksteder – og derved skabe jævnbyrdige og respektfulde partnerskaber.
Vi ser design som et udtryk, men lige så vigtigt som et objekt med en funktion, der aldrig går på kompromis med kvaliteten. I vores optik er dette fundamentet for design med lang levetid, som kun vil forfines gennem generationer.
Læs gerne mere om vores værdier her:
Lyder stillingen som noget for dig, så send CV/ansøgning til jobs@formandrefine.com mærkert ”KAM e-commerce”.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Helle Herman Mortensen, stifter i Form & Refine på helle@formandrefine.com. Vi holder løbende samtaler fra start september, med tiltrædelse derefter.