Fragtfri levering i Europa
|
5 års garanti
|
FSC®-certificeret
Fragtfri levering i Europa
5 års garanti
FSC®-certificeret
Tekst og billeder af Form & Refine
Nytænkning af ressourcer for en bæredygtig fremtid
Planeten er presset på ressourcer, og derfor er det essentielt, at nye materialer bliver udviklet. Det er også helt nødvendigt, at der bliver forsket i nye materialestrømme, så overskydende materialer fra fx industrien gentænkes, ligesom helt nye materialer skal udvikles fra affald, der recirkuleres og indgår i nye sammensætninger.
At give nyt liv til det, vi kasserer
Netop affald har vist sig at have et enormt potentiale, når det genanvendes. Pack Wall Design Board fra den svenske virksomhed Recoma er et godt eksempel. Skabt af genanvendte husholdningskartoner fra juice og mælk i et miks af pap, plastic og aluminium er materialet på forhånd sammensat. Recoma gør en dyd ud af netop den nødvendighed, da de kombinerede materialer således både udgør de fysiske plader og bidrager til det æstetiske udtryk. Det betyder også, at komponenterne ikke skal skilles ad, når kompositmaterialet nedbrydes. Det smeltes blot om og genopstår som nye Recoma-plader i et cirkulært kredsløb.
Pack Wall Design Board fra Recoma er med andre ord skabt af 100% genanvendeligt affald og nedbringer dermed både CO2-udledningen og mængden af affald. Faktisk genavender det nye materiale årligt 7.000.000 kg nordisk emballage, der ellers ville være blevet brændt som vanligt affald og have udledt op mod 5.000 tons CO2. Derudover kræver produktionen ikke skovrydning og anvender ingen tilsætningsstoffer og kemikalier. Det eneste, der skal til, er energi og det råmateriale, der kommer fra de brugte kartoner. Der er dermed ikke blot tale om et nyt materiale, men om et nyt mindset, et nytænkende paradigme og en lavpraktisk tilgang til at omdanne det, vi ikke bruger, til noget brugbart, samtidig med at CO2-aftrykket mindskes.
Udforskning af nye muligheder i design
Designpladerne har lige så høj bæreevne og funktionalitet som træ. I forbindelse med formgivningen af det nye møbel Remake Stool fortæller designer Jonas Herman:
”Evolutionen af materialer har stor betydning for både udtryk og klima, ligesom valg af materialer ændrer opfattelsen af æstetik og etik. Det har været interessant at arbejde med dette helt nyt plademateriale, som er retningsløst. Det at materialet har samme udtryk på såvel store flader som kanter, giver skamlen et nærmest monolitisk udtryk. På lige fod med træ bliver hver skammel unik, da materialet har vidt forskelligt udtryk fra gang til gang.”
De nye materialer skaber med deres indbyggede historie nye narrativer og referencer og bliver markører for en tid, hvor affald transformeres til ressourcer i nye materialestrømme. Og hvor vores pressede klode forhåbentlig får næsen oven vande, efterhånden som genanvendelige og bæredygtige materialer udvikles af eksisterende ressourcer som affald.